eud

Smeden der blev industritekniker

Marc Banke Willumsen på 22 år, er vild med biler og bruger ofte fritiden på et værksted, hvor han enten skruer på sin egen bil eller hjælper med kammeratens bil. Marc arbejder som lærling hos Welltec, en maritim virksomhed, der udvikler og leverer teknologiske løsninger til olie og gasindustrien, og så er han ved at uddanne sig til industritekniker på NEXT - Uddannelse København. Men det var faktisk slet ikke sådan, at det startede.

I bedsteforældrenes fodspor

Marc startede med at ville være smed, men allerede efter et par uger havde de undervisning på værkstedet. Her så han nogle drejebænke og fræsermaskiner og spurgte hans lærer, hvad man skulle være for at betjene maskinerne. Han har nemlig altid kendt lidt til maskinerne, da begge hans bedsteforældre er industriteknikere.

”Da jeg var lille, rendte jeg altid rundt i deres værksted og fik lov at dreje lidt”

Alligevel har tanken om, hvad bedsteforældrenes uddannelse eller beskæftigelse var, aldrig strejfet ham. Men efter han havde snakket med hans lærer, fræsede han over til uddannelsen som industritekniker.

”Jeg synes, det er fascinerende at kunne skabe, lige hvad man har lyst til i enten metal, plastik eller andre materialer. Specielt her i Welltec, hvor jeg er nu, bliver der produceret serviceringsrobotter til olie og gasindustrien, og man får stor forståelse for rigtig mange forskellige materialer”.

Et drivende fælleskab

Marc fortæller, at arbejdet som læring hos Welltec er fyldt med fede oplevelser, man har fleksible arbejdstider, og det er fedt, at man hele tiden bliver udfordret.

"Det er en kæmpe fordel med al den nyudvikling, der foregår på Welltec. Det betyder, at der hele tiden skal produceres nye emner, og man bliver tildelt sværere og sværere opgaver efterhånden, som man viser, at man kan løse dem”.

”Man er med i et stort fællesskab herude. Det er, hvad der driver mig til at tage uddannelsen og møde op på arbejde hver morgen”

Tanker om fremtiden

”Jeg har ikke tænkt så meget over fremtiden endnu, men jeg håber, at jeg bliver i virksomheden, efter jeg er færdig med min uddannelse og bliver ansat til at køre 5-akset CNC-maskiner. ”

En 5-akset CNC-maskine bruges til emner, der skal have lavet huller i siden eller i specielle vinkler – mulighederne er næsten uendelige, fordi den har fem akser.

”Når man bruger alle fem akser på en gang, kan man lave nogle virkelig fede overflader og sjove ting. ”

Marc er dog stadig kun i gang med at lære maskinen at kende, men vi forstår godt, hvorfor han synes, det er spændende. Søger man på en 5-akset CNC-maskine på YouTube, kan man nemlig se lidt af, hvad den kan, og det ser for vildt ud!

Marc kommer til at fortælle mere om, hvad han laver på sin uddannelse og hos Welltec, så følg Fremtidens Maritime Håndværker på Facebook og se, hvad han laver af spændende ting. Vi glæder os allerede!

Se mere fra Welltec og hør Marc fortælle lidt mere om, hvad han laver hos Welltec

Hvad gør vi, når ingen vil studere til læge?

Det er selvfølgelig ikke sådan, det er. Der er stadig mange, der studerer til læge, og det ville heller ikke være godt, hvis det var sandt. Men hvad nu hvis det var sandheden for en anden dansk branche? Og hvad nu hvis det handlede om Danmarks mest globaliserede og succesfulde erhverv?

Det rimer mest på land

Danmark er blandt verdens førende maritime nationer – det er ret vildt. Endnu vildere er det, når man tænker på, hvor lille et land Danmark er. Kan du så forestille dig, hvor vigtig den maritime branche egentlig er for Danmark? Ved du egentlig, hvad den maritime branche er? Det lyder måske lidt som noget, der rimer på vand – og det gør det også lidt. Men det rimer mest på land! For der er masser af jobs til lands.

Der findes rigtig mange sjove og seje ting, man kan lave i den maritime branche. Du kan komme til at arbejde med robotter. Du kan også være med til at lave skibe – og her er der altså tale om skibe, der er så store, at du skal gå 1 kilometer for at komme hele vejen rundt om det. Og et skib der er så stort, har brug for en stor motor. Der findes nogle motorer til skibe, som er 30 meter lange. Det er altså det halve af Det Gyldne Tårn i Tivoli! Måske skulle du blive maskinmester eller industritekniker?

Hele Hillerød mangler

Men problemet er desværre at i dette spændende, globaliserede og succesfulde erhverv, der mangler der rigtig mange ansatte. Så mange, at maritime virksomheder overvejer at flytte væk fra Danmark. Grunden til det er, at man regner med, at der om mindre end 9 år, vil mangle omkring 30.000 metalarbejdere i den maritime branche. Det er næsten lige så mange mennesker, som der bor i Hillerød.

Det er både ærgerligt og underligt, at der mangler så mange. Især fordi der er så mange spændende jobs. Du kan læse om nogle af de uddannelser, som du kan tage, hvis du gerne vil arbejde i den maritime branche her på bloggen. Og hvis du vælger sådan en uddannelse, så er du med til at redde en hel industri og ikke kun menneskeliv! Det er altså ret sejt. Desuden betyder manglen på medarbejdere også, at arbejdsløsheden er lav, og du kan derfor nemt få et godt betalt job, når du er færdig. Du hjælper dem, og de hjælper dig. Kunne det være bedre?